Sønderlem Vig

Landskabet omkring Sønderlem Vig, som blev dannet i slutningen af den 3. istid for ca. 12.000 år siden, er formet af istidens aflejringer. Da isen smeltede, løb vandet gennem Karup Ådal ud i Limfjorden gennem Sønderlem Vig. Omkring 1880 blev der bygget en dæmning, og bag den er der store arealer med rør, som er hjemsted for en masse fugle, bl.a. sjældne rovfugle, og Sønderlem Vig er et internationalt fredet område for vade- og andefugle.

For enden af vigen ligger der et lille fugleobservationstårn. Her kan man med kikkert – især om foråret og efteråret se ande- og vadefugle raste eller trække forbi. Området er også ynglested for eng- og mosefugle, og ofte kan man se store flokke af gæs.