Limfjordens Hus

På en odde i den nordvestlige del af halvøen Salling ligger den lille havneby Glyngøre, der tidligere husede færgetrafikken til Mors. Og på den yderste spids af odden på Glyngøre Havn – med frit udsyn til Limfjorden – ligger en restaurant med eget røgeri og fiskebutik. Men det er ikke ”bare” en restaurant. Limfjordens Hus er et helt specielt sted – ikke mindst fordi restauratør og kok Daniel Justesen der gennem de tre år, han har været husets forpagter, har fundet sin helt egen niche og oparbejdet et godt ry indenfor madoplevelser og godt værtskab.

Selskabet Limfjordens Hus, der står bag restauranten, har i dag 97 lokale aktionærer og en bestyrelse, der udpeger restaurantens forpagter. Selve restauranten – med tilhørende røgeri og butik – er oprindeligt et gammelt værksted, der blev brugt til fiskekuttere, hvilket også afspejler sig i restauranten, hvor gæsterne kan følge udviklingen via en udstilling med historiske billeder.

Daniel Justesen overtog forpagtningen af Limfjordens Hus i 2015 og har på kort tid opbygget en god forretning, som tiltrækker gæster fra nær og fjern med specielle og unikke gourmetoplevelser og en unik beliggenhed der giver følelsen af at stå med fødderne i vandkanten. Hos Daniel bliver der kræset om maden med kogekunst på højt plan. Så vidt muligt benyttes lokale råvarer til både store og små leverancer, idet Limfjordens Hus også har mange lokale minileverandører, der leverer krydderurter, svampe, frugt osv.

Glæden ved at lave mad er ikke noget nyt for Daniel Justesen, der selv siger, at han ”altid” har haft interessen for mad og især for den kreative del af madlavningen. Han kom i lære som 19-årig og har siden fået en enorm viden om mad og råvarer, der harmonerer godt med hans lyst til at være kreativ i sin madlavning. Dette medfører, at han hele tiden presser sig selv for at kunne være et skridt foran konkurrenterne ved at eksperimentere med nye retter – hvilket også afspejles i menukortet, der løbende fornyes i løbet af året.

I Limfjordens Hus har såvel Daniel Justesen som hans medarbejdere en kreativ tilgang til madlavning. Der arbejdes meget med det visuelle udtryk samtidig med, at maden er taget lige til kanten. Når man dertil lægger, at der til hver eneste ret er tilføjet et strejf af helt-nede-på-jorden jysk personlighed, får gæsterne både en visuel og smagsmæssig oplevelse i top og går hjem med følelsen af, at lige netop dén ret – dét måltid – var noget ganske særligt.

Især i sommerperioden kommer mange gæster til Glyngøre. De får øjnene op for Limfjordens Hus og dette ses blandt andet på Tripadvisor. Her har Limfjordens Hus en flot placering og det er en af årsagerne til, at et stadigt stigende antal kunder kommer langvejs fra for at opleve stedets atmosfære og få en gastronomisk oplevelse. Det primære publikum er modent – familier og par, og Limfjordens Hus afholder også selskaber, hvor især antallet af bryllupper topper.

Der skal være plads – og madoplevelser - til alle i Limfjordens Hus. Ikke nok med at menukortet løbende fornyes, har Daniel Justesen også valgt at invitere til faste mad-events, hvor alle fra børnefamilier til gourmander er målgruppen, ligesom han tilbyder madworkshops, hvor du kan komme med i køkkenet og lave retter af lokale råvarer, for derefter at spise retterne sammen.

Husets tre faste mad-events er ”Vandkantsbuffet”, hvor især mange børnefamilier hver søndag kommer for at få en fantastisk smagsoplevelse til en fantastisk pris - ”Gourmetaften” den 2. fredag i måneden, hvor gæsterne får en 7-retters menu af sæsonaktuelle varer, der er baseret på ”den gode historie” og kvalitet samt ”Lammeaften”, hvor Limfjordens Hus 2 gange årligt serverer et stort udvalg af retter af lam fra lokalområdet.

Ud over restauranten og eget røgeri, indeholder Limfjordens Hus også en butik, hvor Daniel Justesen sælger lokale fødevareprodukter, hjemmelavede og røgede varer som marmelade, dressing, laks, lam m.m. – og som noget nyt nu også friske fisk. Dette betyder, at hvis gæsterne har fået noget ekstra lækkert i restauranten, er der god mulighed for også at kunne købe det med hjem.

Alt i alt er Daniel Justesens hjertebarn, Limfjordens Hus, en oplevelse værd – uanset om du er til gourmetmiddag med et jysk (og ikke mindst lokalt) særpræg, en søndagsbuffet for hele familien eller den perfekte ramme om brylluper og andre mærkedage. Og netop det, at du kan mærke, hvor meget huset, madens kvalitet og gæsternes velbefindende betyder for Daniel og det øvrige personale, er én af årsagerne til, at han ved dette års Skive Business Awards modtog prisen som Årets Iværksætter. En hæder, som rørte modtageren, da indstillingerne til denne pris er kommet fra kunderne selv, der ønskede at hædre Daniel Justesen for det, han har opnået med Limfjordens Hus.

Del denne side

Kontakt

Limfjordens Hus – restaurant og røgeri

Odden 17, Glyngøre

7870 Roslev

Tlf. 9773 1001 / 6018 4126

info@limfjordenshus.dk