Tingfinderiet - en oplevelsesbutik

En oplevelsesbutik / livsstilsbutik med inspiration, kreative ideer, minder og aha-oplevelser – en tur ned ad erindringens gade. Sådan beskriver Tina Koudal selv Tingfinderiet; en 900 m2 loppefundsbutik med håndplukket genbrug til kreativ boligindretning. Butikken er beliggende i Krejbjerg, midt på halvøen Salling.

Tina Koudal har altid interesseret sig for gamle ting - gerne med patina, sjæl og historie. Hun følger hele tiden med i, hvad der rører sig og er derfor ofte på skattejagt efter nye spændende loppefund. Stedets navn, Tingfinderiet, stammer fra bogen om Pippi Langstrømpe. Pippi er tingfinder - ligesom Tina også er det. 

Hos Tingfinderiet er der varer i tre af gårdens fire længer. Rammerne i de gamle staldbygninger er rå og charmerende. For at give en hyggelig stemning er der tændt levende lys i rummene, som alle er temaopdelte og hvert rum giver en ny oplevelse. Her er retro, rå romantik, antik og nostalgi. Ja, og så er der også et ”prutterum”, hvor kunderne har mulighed for at forhandle sig til en rigtig god pris.  

Tina Koudal lægger sig altid i selen for at stille varerne op, så gæsterne bliver inspireret til indretning af eget hjem eller til at købe præcis den gave, som de er på jagt efter, samt at de får en god oplevelse.

Varerne findes i alle genrer og i alle prisklasser. Her er genbrugs-guld fra flere lande, teakmøbler fra 50’erne og 60'erne, køkkenting i plast samt keramik fra 70'erne. Her er FDB-møbler, madonnaer, hylder og knager, kasser med rå patina, romantisk porcelæn, slagbænke, kludetæpper og zinkbaljer – for ikke at tale om skilte, jernkurve, et utal af gamle dåser med mærker af tidens tand, ler- og sandstenskrukker – og meget, meget mere.

Tingfinderiet har ingen webshop, men Tina Koudal lægger dagligt nye billeder op på Facebook og Instagram, så det er på den måde let at bestille en vare og få den tilsendt efterfølgende. Tina pakker varerne godt ind og sender dem vedlagt et håndskrevet kort. Kunder fra andre dele af landet, som følger Tingfinderiet på de sociale medier, vælger ofte også at besøge Tingfinderiet’s fysiske butik.

Tingfinderiet vægter god service højt. Tina Koudal er meget bevidst om, at kunderne skal føle sig velkomne – men henviser også gerne gæsterne til kolleger. Der er desuden et helt ”mini turistbureau ” i butikken med foldere og materiale til inspiration af oplevelser på hele Skive egnen.

Gæsterne er også velkomne til at spise medbragte madpakker på den hyggelige gårdsplads.

Del denne side

Kontakt

Tingfinderiet

Buksager 9, Krejbjerg

7860 Spøttrup

Tlf. 30529960

tina@tingfi...

www.tingfin...